Supermarine Spitfire Mk.1

North American P-51B Mustang

Supermarine Spitfire er et berømt et-motorers jagerfly fra 2. verdenskrig. Flyet er først og fremmest kendt for sin rolle under Slaget om England.

Flyet var ved sin tilblivelse bygget med en meget ny teknik. Men vejen var lang fra tegnebordets første udkast til det endelige resultat, der skulle være det første af 20.351 fly i over 40 forskellige grundversioner. Produktionen løb fra 1938 til 1948 og stykprisen var på 12.604 £ (1939).

I første halvdel af 1930’erne var alle britiske jagerfly stadig biplaner og da Tyskland var begyndt at udvikle monoplaner med lukket cockpit og høj tophastighed (bl.a. Messerschmitt Bf-109), var tiden inde til at skabe et modstykke hertil.

Den første prototype (nr. 224 fra 1933) var med ‘mågevinger’ (vinger med et ‘knæk’ nær flykroppen, mest kendt fra den tyske Ju 87), fast understel og 2-bladet propel, men motorkølingen var upålidelig og flyet var langsomt og manglede motorkraft.

Andet udkast var mere lig slutresultatet. Et slankt fly med lavtsiddende vinger, lukket cockpit, der gik fladt over i bagkroppen, og en nyudviklet V12-motor fra Rolls-Royce. Det fløj første gang 5. marts 1936, og blev grundlaget for den senere produktion efter en række forbedringer. Selve grundkonstruktionen var en såkaldt monocoque (enkeltskal), hvor flykroppens sider blev bygget uden indre stivere, og hvor spanterne sammen med aluminiumsbeklædningen gav styrken (samme teknik, passagerflyet DC-3 blev lavet med). Vingerne var boltet direkte på kroppen og havde ingen midtersektion (tværgående bjælker fra vinge til vinge). Produktionen var mere omstændelig end for ‘konkurrenten’ Hurricane, men de første fly blev leveret i 1938, og ved udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939 var der allerede 2.160 fly i bestilling.

P-51 Mustang er et af de mest kendte amerikanske fly fra 2. verdenskrig, hvor det blev anvendt af US Army Air Forces og RAF som jagerfly i såvel Europa som i Asien.

P-51 Mustang blev bl.a. brugt som eskorte for de højtflyvende amerikanske bombefly under deres togter over Tyskland og kunne nå helt til Berlin.

.

Hawker Typhoon Mk.1 (Rockphoon)

Grumman F6F Hellcat

Hawker Typhoon ((Engelsk): tyfon) er en 1-motors britisk jagerbomber, bygget af Hawker Aircraft Limited. Den var designet til at afløse Hawker Hurricane-jagerflyet, men den tykke vinge gav større luftmodstand i højden. Det skyldes at lydens hastighed er lavere i den tynde luft. Hawker Typhoon var udmærket i lave højder, og RAF havde mange opgaver i lave højder. RAF udførte bombetogter mod Frankrig, Holland og Belgien for at nedslide de tyske tropper i Vesteuropa. Det foregik i lav højde, for ikke at blive set på radaren. Typhoons eskorterede bombeflyene, og Luftwaffe mistede adskillige jagerfly.

Grumman F6F Hellcat var et jagerfly til brug på hangarskibe, der blev udviklet som afløser for F4F Wildcat til brug i United States Navy. Selv om F6F lignede sin forgænger havde den et helt nyt design og var udstyret med en 2.000 hk Pratt & Whitney R-2800. Nogle kaldte den for “Wildcats storebror”.[7] Hellcat og Vought F4U Corsair var de mest anvendte jagerfly i den amerikanske flåde i den anden halvdel af 2. verdenskrig.

Vought F4U Corsair

Focke-Wulf TA-152H

Vought F4U Corsair var et amerikansk jagerfly, der blev produceret i perioden 1940–1952. Flyet var bygget til at operere fra hangarskibe, og flyet spillede en stor rolle under Stillehavskrigen og senere underKoreakrigen.

Flyet var designet med en karakteristisk mågeformet vinge, hvilket gav det gode egenskaber som styrtbombefly.

Focke-Wulf Ta 152 var en Tysk  World War II  højde gående  afværge jager designed af Kurt Tank og produceret af  Focke-Wulf. Ta 152 var en udvikling af Focke-Wulf Fw 190.0 Det var meningen der skulle udvikles 3 versioner.  Ta 152H Höhenjäger (“højde-gående jager”), Ta 152C designed til medium-højde operationer og til jord-mål. hvorved der blev brugt forskellige motorer og en mindre vinge, og slutteligt Ta 152E jager-overvågnings-fly med motor fra model H.